Novo håber styrelse underkender tilskudsnævn i spørgsmål om diabetesmedicin
Det vil føre til en forringelse af type 2-diabetesbehandlingen i Danmark, hvis tilskuddet til diabetesmedicin af typen GLP-1-analogere fjernes.
Det mener Novo Nordisk ifølge branchemediet MedWatch i kølvandet på, at Medicintilskudsnævnet mandag kom med en endelig anbefaling om, at danskere med type 2-diabetes ikke som udgangspunkt skal have tilskud til lægemiddelklassen, der udgør rygraden i Novo Nordisks diabetesforretning.
”Hvis Lægemiddelstyrelsen vælger at følge Medicintilskudsnævnets indstilling, så frygter vi, at det vil betyde en forringelse af type 2-diabetesbehandlingen i Danmark, idet færre patienter vil nå deres behandlingsmål og derved risikerer at udvikle komplikationer,” skriver Markus Hochmuth, der er ansvarlig for market access i det danske datterselskab af Novo Nordisk, i en mail til MedWatch.
Medicintilskudsnævnet, der rådgiver Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om, hvilket lægemidler der skal have offentligt tilskud, anbefalede i august, at det generelt klausulerede tilskud til GLP-1-analogerne skulle bortfalde, og at patienter med type 2-diabetes i stedet startes op på de noget billigere SGLT-2-hæmmere.
Anbefalingen blev sendt i høring , og Medicintilskudsnævnet fik i alt 12 kritiske høringssvar at forholde sig til – blandt andre fra Boehringer Ingelheim, Diabetesforeningen, Lif og Novo Nordisk.
Høringsvarerne til trods er Medicintilskudsnævnets vurdering fortsat, at det mest rationelle er, at det offentlige medicintilskud bliver reserveret til patienter, som ud fra en lægefaglig begrundelse har brug for en GLP-1-analog, lød det mandag fra Medicintilskudsnævnets formand, Palle Mark Christensen.
Spinkelt grundlag
Hos Novo Nordisk mener man, at indstillingen bygger på et spinkelt fagligt og økonomisk grundlag, og Markus Hochmuth anfører desuden, det vil føre til en stor arbejdsbyrde for blandt andre praktiserende læger, hvis der fremover skal laves individuelle ansøgninger om tilskud til diabetesmedicin.
Han lægger sig dermed på linje med Praktiserende Lægers Organisation, PLO, der på det sociale medie X - det tidligere Twitter, mandag ytrede samme problemstilling.
”Lægens arbejde med at få lavet ansøgninger om enkelttilskud betaler det offentlige ikke. Så det påfører patienterne en ekstra udgift,” sagde Jørgen Skadborg, der er der er formand for PLO, til Ritzau mandag.
De skyder dog måske en åben dør ind, for Medicintilskudsnævnet opfordrer faktisk til en tilpas lang overgangsperiode, der giver læger og patienter tid til at tage stilling til den fremtidige behandling for den enkelte patient, hvis Lægemiddelstyrelsen vælger at følge nævnets anbefalinger.
Derudover bør der opstilles klare vejledende kriterier for enkelttilskud, så både patienter og læger ved, hvilke kriterier der skal opfyldes ved en ansøgning om enkelttilskud, lød det mandag i en pressemeddelelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Over 90.000 danskere havde i 2023-årets første ni måneder fået tilskud af regionerne til Ozempic, der ifølge Medicintilskudsnævnet koster mere end 17.000 kroner om året per patient.
1,4 mia.
I december forventede Danske Regioner, at det løber op i en regning på i alt 1,4 mia. kr. i 2023 og over 700 mio. kr. mere end i 2022, skrev DR i november. Til sammenligning forventede regionerne tilbage i august 2023, at de samlede udgifter til Ozempic i 2023 ville være på cirka 1,1 mia. kr.
Ozempic kom på markedet i slutningen af 2018, og antallet af patienter på medicinen er steget fra 38.000 patienter i 2020 til over 91.500 patienter i september 2023.
Stigende priser på Ozempic har betydet, at tilskuddet per patient ifølge Danske Regioner er steget fra ca. 1.600 kr. om måneden i marts 2023 til 3.325 kr. i august sidste år, ifølge DR.
Novo Nordisk vil over for MedWatch ikke svare på, hvorvidt det er fair, at Medicintilskudsnævnet skeler til prisen på Ozempic og risikoen for, at et generelt klausuleret tilskud vil dræne det offentliges pengekasse.
Selskabet ønsker heller ikke at fortælle, hvilke konsekvenser det vil få for Novo Nordisk, hvis Lægemiddelstyrelsen følger nævnets indstilling – økonomisk såvel som signalmæssigt i forhold til at få tilskud i andre lande.
Nogle måneder endnu
Markus Hochmuth betoner, at kampen for Novo Nordisk endnu ikke er tabt.
”Det er vigtigt at pointere, at der er tale om en indstilling fra Medicintilskudsnævnet. Det er Lægemiddelstyrelsen, der træffer den endelige afgørelse,” skriver Markus Hochmuth.
”Vi håber, at Lægemiddelstyrelsen vil tage vores og andre aktørers data og synspunkter med i den videre proces,” uddyber han.
Lægemiddelstyrelsen vil nu se på Medicintilskudsnævnets endelige anbefalinger og herefter træffe afgørelse om den fremtidige tilskudsstatus for diabetesmedicin, skrev Lægemiddelstyrelsen mandag i pressemeddelelsen.
Styrelsen kan ikke på forhånd oplyse, hvornår den er klar med sin afgørelse i sagen, men forventer, at sagsbehandlingen kan tage nogle måneder, hvilket er normalt for den slags processer, lød det videre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.